At sige farvel...

...er noget nær det absolut sværeste!

Jeg har altid fundet en stor og uovervindelig identitet i at være en del af min familie, jeg har altid været meget beskyttende og pligtopfyldende!
Familie er min grundsten, selv om jeg til tider ikke bryder mig om den, er jeg parat til hvad som helst for dem!

Lige nu ligger der en svag mand på Bispebjerg sygehus og gisper efter vejret....han holder fast!
Han er min onkel, min fars lillebror! Jeg ser ham som han var- rank, stolt og bestemt!

Han er en af dem jeg ikke altid er enig med, men han er en af dem der har været en stærk rollemodel i mit liv, og vigtigst af alt han er en af dem der var der for os, da vi som søskende kæmpede vores livs kamp, men alligevel mistede vores mor i en alt for tidlig alder!

Jeg har altid været meget tryg i mit liv, jeg har altid følt mig elsket og forkælet....det føler jeg mig stadig...men hold da op jeg er slet ikke så uovervindelig som jeg troede!
Det er andre heller ikke - gennem hele mit liv har familiens patriarker været søjler og frontfigurer for hvad end der kom vores vej....nu er der snart en mindre!
De tilbageværende er også blevet klar over at de ikke er uovervindelige, de ser i hvert fald ikke sådan ud lige nu!

Min far og hans lillebror har ikke haft et nemt liv, men de har tilpasset sig, de har klaret sig godt - de havde altid hinanden....hvad gør man så når man ikke længere har det??
Jeg sætter mig selv i min fars sko....og så lover jeg dig for at jeg græder, grundgræder...for jeg ved at jeg ikke ville kunne rejse mig igen!

S.