I søndags var det 9 år siden, at min mor - kl. 10.21 - udåndede! Sagde sine sidste ord, trak vejret let og var væk!
Jeg så hende tage sit sidste åndedrag og var overrasket over at jeg ikke græd - jeg var så lettet på hendes vegne...at når der ikke var en vej tilbage, fortjente hun fred!
Min mor var min søjle....ligesom den man sigter efter når man finder sig selv vakkelvorn på et par rulleskøjter, man bare skulle have ladet stå...hun var den der altid greb mig og når verden var imod, havde jeg jo altid min mor!
Det havde jeg desværre kun i 25 år, og jeg var slet ikke klar til ikke at have hende! Men kloden drejer videre og livet går sin gang- som min morfar har sagt, er det sværest for dem der blir tilbage...og øv det var svært!
Nu er jeg selv mor, og sikke en velsignelse! <3
S.
